Kan FN's blå hjelme skabe fred i Gaza?

Et håb, der bristede
Våbenhvilen i januar 2025 gav et glimt af fred – men varede kun seks uger.‍

Da Israel og Hamas indgik en våbenhvile i januar 2025, kunne verden ånde lettet op. Endelig
tegnede der sig et lys for enden af mørket og en afslutning på en konflikt, der i årevis har været
præget af håbløshed. Israelske gidsler, blev løsladt fra Hamas’ fangenskab under nøje iscenesatte
ceremonier i Gaza.

‍
Euforien viste sig dog kortlivet. Israels fortsatte militæroperationer i Gaza førte til udsættelse af
planlagte gidseludvekslinger, og dermed blev også frigivelsen af palæstinensiske fanger bremset.
Den tillid, våbenhvilen syntes at love, viste sig at være en illusion. Da den første seks ugers fase
sluttede, genoptog Israel sine militære kampagner til lands og i luften, og krigen blussede op på ny.
Femten måneders diplomatisk arbejde havde resulteret i en våbenhvile, der kun overlevede seks
uger. Siden har der været flere forsøg på at forhandle en ny aftale, men ét spørgsmål følger med
disse forsøg: Selv hvis en ny aftale kan forhandles på plads, hvordan sikrer man så, at den ikke lider
samme skæbne som den første?

‍
FN’s fredsbevarende styrker – idealer og virkelighed

De blå hjelme skal bevare fred, ikke skabe den. Nutidens konflikter har vist sig at udfordre denne
doktrin.

‍
Som modsvar på Donald Trumps kontroversielle plan om at forvandle Gaza til et kommercielt
resort-paradis, foreslog Den Arabiske Liga i begyndelsen af 2025 at indsætte FN-fredsbevarende
styrker i området. Siden 1948 har FN anvendt fredsbevarende missioner som redskab til at
stabilisere skrøbelige fredsaftaler mellem stridende parter.

‍
Disse missioner bygger på tre fundamentale principper:

• Samtykke: FN kan kun indsætte styrker, hvis værtslandet accepterer det – både af respekt
  for suverænitet og for at sikre, at missionen ikke opfattes som en besættelse.
  ‍
• Upartiskhed: Missionen må ikke tage parti, men skal kunne samarbejde med alle sider.
  ‍
• Begrænset magtanvendelse: Våben må kun bruges i selvforsvar eller for at beskytte civile
  mod umiddelbar fare.

‍
På afstand forekommer principperne både logiske og enkle: FN sender styrker til konfliktområder,
hvor de skal skabe tryghed, overvåge våbenhviler og give parterne tid til politiske løsninger. Men
nutidens konflikter ligner sjældent de klassiske stats-til-stats-krige, modellen oprindeligt blev skabt
til.

‍
I dag spiller ikke-statslige aktører som terrororganisationer og militser en afgørende rolle. Det
komplicerer diplomatiske processer, fordi der ikke findes én central forhandlingspartner. Samtidig
ændrer konflikters karakter sig hurtigere end nogensinde. Nye aktører kan opstå på få måneder, og
alliancer kan opløses fra den ene dag til den anden, hvilket gør situationen vanskelig for FN at
navigere i.

‍
FN’s moderne missioner handler ikke kun om at overvåge en fredsaftale, men også om at sikre
nødhjælpsleverancer, støtte valg, opbygge institutioner og beskytte civile. Ambitionerne er enorme
– men selv den bedst finansierede mission vil have svært ved at udfylde så mange roller på én gang
i områder, hvor politiske og sikkerhedsmæssige realiteter kan ændre sig fra dag til dag.

‍
Når neutraliteten sættes på prøve

FN’s fredsbevarere blev skabt til at stå mellem fronterne. I dag risikerer de at blive en del af krigen.

‍
For at tilpasse sig de nye virkeligheder har FN gradvist ændret spillereglerne for fredsbevaring.
Hvor de oprindelige missioner udelukkende måtte bruge våben i selvforsvar, har nyere missioner
fået mandat til at anvende magt mere aktivt. Tanken var, at man bedre kunne beskytte civile og
forhindre, at missionerne blev kørt over af stærkere militære aktører. Men i praksis har det skabt en
farlig balancegang, hvor selve det, der skulle være FN’s grundsten – neutraliteten – gradvist er
blevet svækket.

‍
I Mali blev FN-styrker indsat for at beskytte byer og civilbefolkningen mod jihadistiske angreb.
Samtidig opererede Frankrig med egne styrker i landet, hvis mål var at nedkæmpe militante
grupper, snarere end at stabilisere landet. For mange lokale blev skellet uklart: Når FN-soldater stod
side om side med franske styrker, hvem var så egentlig neutrale? For oprørsgrupperne blev svaret
tydeligt – FN blev betragtet som en krigsførende part, og soldaterne blev angrebet derefter.

‍
Samme mekanisme blev set i DR Congo, hvor grænsen blev yderligere rykket. Da missionen i 2013
fik mandat til decideret at bekæmpe bestemte oprørsgrupper, var det i strid med hele
fredsbevaringsidéen. FN-soldater, traditionelt kendt for at stå passivt mellem fronterne, blev nu
udstyret med artilleri, kamphelikoptere og tunge våben. På kort sigt gav det resultater:
oprørsgrupper blev presset tilbage, og byer blev sikret. Men på længere sigt underminerede det
selve missionens legitimitet. Når FN åbent går i offensiven, undermineres neutraliteten og tilliden,
som ellers er en forudsætning for at få begge parter til at acceptere missionens tilstedeværelse.

‍
Konsekvenserne har været voldsomme. I både DR Congo og Mali har over 300 FN-fredsbevarere
mistet livet. Hver død er ikke kun en tragedie, men også et tegn på, at øget brug af militær magt i
stigende grad gør fredsbevarende styrker til militære mål. Når befolkningen ser FN som en del af
krigen, svækkes grundlaget for samarbejde, og opgaver som fredsbevarere er sat i verden for at
varetage bliver næsten umulige at gennemføre.

‍
Dette rejser et ubehageligt spørgsmål: Hvis neutralitet ikke er garanteret, hvilken rolle kan FN’s blå
hjelme så spille i et område som Gaza? Her er udfordringerne endnu større: Hamas er udpeget som
terrororganisation af store dele af det internationale samfund, Israel betragter enhver ekstern
indblanding med skepsis, og de stridende parter anerkender knap hinandens eksistens. Under
sådanne forhold risikerer en FN-styrke ikke bare at miste sin neutralitet – men at blive opfattet som
en decideret trussel af begge sider.

‍
Gaza – en umulig opgave?

Tre mulige værter, amerikansk veto og bitre erfaringer: FN står over for sin måske sværeste prøve.
‍

På papiret virker en FN-fredsstyrke i Gaza oplagt – og behovet er enormt: at overvåge en
våbenhvile, beskytte civile og støtte genopbygningen. Men i praksis står ét altoverskyggende
spørgsmål tilbage: Hvem skal FN søge samtykke hos?

‍
Israel kontrollerer størstedelen af grænserne og har militær tilstedeværelse i og omkring Gaza. Af
praktiske årsager er Israels medvirken derfor afgørende, hvis FN overhovedet skal indsætte folk og
udstyr i området. Men her opstår det første dilemma: FN’s domstol har betegnet Israel som en
besættelsesmagt, og hvis FN formelt anerkender Israel som værtsland, risikerer man indirekte at
legitimere den besættelse, man samtidig kritiserer.

‍
For Israel selv er skepsissen stor. Landet har i årtier haft dårlige erfaringer med FN-missioner – ikke
mindst UNIFIL i Libanon, der siden 1978 har overvåget våbenhvilen med Hezbollah uden at kunne
forhindre brud eller nye sammenstød. Fra israelsk perspektiv er FN derfor ikke en neutral vagthund,
men en ineffektiv aktør, der blot rapporterer overtrædelser uden at det får konsekvenser.

‍
Hamas har til gengæld reel kontrol i Gaza og styrer de fleste centrale funktioner. Uden deres
samtykke vil en mission næppe kunne operere effektivt i selve området. Men Hamas er udpeget
som terrororganisation af både EU og flere centrale FN-medlemslande. Ethvert samarbejde med
Hamas vil derfor gøre det næsten umuligt for Israel – og dets allierede – at acceptere missionen. Det
efterlader FN i et paradoks: Den aktør, der kontrollerer jorden, er samtidig den, det internationale
samfund mindst vil anerkende.

‍
Den Palæstinensiske Myndighed fremstår på papiret som en mere oplagt partner. Den er
internationalt anerkendt og er af mange blevet peget på som den aktør, der skal overtage magten i
Gaza efter krigen. Men virkeligheden ser anderledes ud: Myndigheden har ingen reel kontrol i
området, og Israel har gentagne gange understreget, at de ikke ser den som en legitim fremtidig
magthaver i Gaza. Dermed står FN i en situation, hvor ingen af de tre mulige kilder til samtykke –
Israel, Hamas eller Den Palæstinensiske Myndighed – kan levere en løsning, der både er praktisk,
politisk og juridisk holdbar.

‍
Dertil kommer FN’s Sikkerhedsråd. Ingen mission kan etableres uden Rådets godkendelse – og
dermed forudsat, at USA ikke bruger sit veto. USA’s tætte alliance med Israel gør det nærliggende
at antage, at Washington vil blokere enhver mission, der ikke klart tilgodeser Israels militære og
politiske interesser. Selv hvis USA skulle give grønt lys, kan andre stormagter – Rusland eller Kina
– bruge Gaza som en brik i den større geopolitiske rivalisering. Samtykkeproblemet i Gaza handler
derfor ikke kun om lokale aktører, men om det internationale magtspil, som FN er fanget i.

‍
Fremtidens fredsbevarende missioner

FN diskuterer i dag nye modeller for fredsbevaring. Tanken er, at missionerne skal kunne tilpasses
langt mere fleksibelt end de tunge, langsommelige FN-operationer, vi kender fra Congo eller Mali.
Ét bud er de såkaldte modulære missioner, som bedst kan illustreres ved et sæt Lego-klodser, hvor
forskellige enheder kan sættes sammen og skilles ad afhængigt af situationen. Hvis behovet er
grænseovervågning, indsættes militære observatører og logistiske enheder. Hvis fokus skifter til
nødhjælp, kan humanitære eksperter og ingeniørtropper hurtigt tilføjes.

‍
En andet bud er regionale partnerskaber, hvor FN deler ansvaret med organisationer, der har større
lokal legitimitet. I Afrika har FN i flere år samarbejdet med Den Afrikanske Union – i Gazas
tilfælde kunne Den Arabiske Liga spille en tilsvarende rolle. Fordelen er, at soldater fra arabiske
lande måske i højere grad vil blive accepteret af lokalbefolkningen end soldater fra fjerne
verdensdele. Ulempen er, at de regionale organisationer sjældent har samme ressourcer, hvilket kan
skabe afhængighed af FN’s logistik og finansiering.

‍
På papiret kunne en Gaza-styrke derfor udformes som en mindre, fleksibel enhed med et skarpt
fokus: overvågning af våbenhvilen, sikring af nødhjælpskonvojer og måske kontrol ved
grænseovergange. Netop det begrænsede omfang kunne gøre missionen mere realistisk end de store
“alt-i-en”-modeller som FN tidligere har forsøgt – og fejlet. Men samtidig ligger her også
udfordringen: Jo smallere mandatet er, desto større er risikoen for, at FN reduceres til en symbolsk
tilstedeværelse uden reel indflydelse på konfliktens grundlæggende dynamikker. Selv den mest
innovative model ændrer ikke ved det grundlæggende: Uden samtykke fra nøgleaktørerne risikerer
en FN-styrke i Gaza at ende som symbolpolitik.

‍
I sidste ende er Gaza mere end blot endnu en vanskelig mission. Det er en test af, om FN’s
fredsbevarende system stadig kan fungere i en verden, hvor krige ikke længere følger de
konventionelle regler. Det er en prøve på hele det internationale samfunds vilje og evne til at tænke
nyt i mødet med en ny type konflikt. Hvis FN’s blå hjelme ikke hører hjemme her, hvor gør de så?