Rusland og Kina: Et partnerskab i skyggen af Vesten

Det russisk-kinesiske partnerskab er blevet et centralt omdrejningspunkt i den globale magtkamp, uden at være en alliance i klassisk forstand.

De er strategiske partnere i et fælles opgør med den vestlige verdensorden og i stigende grad et alternativ til det internationale system, som Danmark og Norden er en del af.

Fra fælles flådeøvelser og eksplosiv samhandel til et delt narrativ om vestens moralske forfald og amerikansk hykleri: Relationens bredde og dybde er blevet svær at ignorere.

Denne analyse undersøger de ideologiske, militære og økonomiske bånd mellem de to stormagter og stiller spørgsmålet: Hvor stærkt står partnerskabet? Og hvad betyder det for os?

‍

Et partnerskab født af nødvendighed og ideologi

I 2001 lagde Rusland og Kina det formelle fundament for fredelig sameksistens og fælles verdenssyn med traktaten Treaty of Good-Neighborliness and Friendly Cooperation. Traktaten udsprang af ønsket om at skabe stabilitet langs deres fælles grænse, styrke det bilaterale handelssamarbejde og signalere modstand mod en unipolær verdensorden domineret af USA. Traktaten indeholder ingen egentlige forpligtelser og fungerer i dag mest som et slags geopolitisk venskabsarmbånd, et symbol på historisk tilnærmelse snarere end en rettesnor for handling.

Det reelle samarbejde har i stedet udviklet sig gennem en række fælles erklæringer og praksisnære aftaler. Den vigtigste af disse er erklæringen fra februar 2022: Joint Statement on International Relations Entering a New Era. Dokumentet, der blev offentliggjort blot uger før Ruslands invasion af Ukraine, fremstår som et ideologisk manifest. Her slår parterne fast, at demokrati ikke har én universel definition, og at vestlig demokratieksport truer international stabilitet. Erklæringen kritiserer åbent NATO’s ekspansion og USA’s Indo-Pacific-strategi og positionerer Kina og Rusland som forsvarere af national suverænitet og kulturel mangfoldighed og som de sande demokratiets beskyttere, netop fordi de mener, at folkets styre skal defineres af hvert enkelt lands historie, kultur og behov.

Det mest citerede udsagn fra erklæringen, at venskabet “har ingen grænser” og at “ingen områder for samarbejde er forbudte”, har ofte været brugt i Vesten som bevis på, hvor tæt de to lande står. Men i sig selv er formuleringen vag og uden konkrete løfter. Dens egentlige betydning ligger i det signal, den sender: en ideologisk alliance snarere end en formel. Hvor USA og dets allierede bygger partnerskaber på traktater, militære strukturer og gensidige forsvarsløfter, har Rusland og Kina skabt et alternativ: et fleksibelt, værdibaseret fællesskab uden forpligtelser. Her er loyalitet ikke et spørgsmål om jura, men om verdenssyn. Det er netop denne fleksibilitet, der gør partnerskabet brugbart, og farligt, i en verden, hvor traditionelle alliancer er under pres, men det gør også et eventuelt partnerskab flygtigt.

‍

Militær symbolik og strategisk indhold

Det russisk-kinesiske militærsamarbejde begyndte for alvor at tage form i 2016, da Kina deltog i russiske flådeøvelser i det Sydkinesiske Hav. To år senere deltog kinesiske enheder i Ruslands Vostok-øvelse i 2018, en manøvre, der traditionelt var forbeholdt de mest betroede allierede. Siden da er øvelserne blevet både hyppigere og geografisk mere vidtrækkende: fra flypatruljer over Japanhavet til fælles marineøvelser i Østersøen og Det Indiske Ocean. Det kulminerede i marts 2025 med øvelsen "Security Belt 2025" sammen med Iran, hvor de tre lande simulerede maritime operationer ud for Irans kyst.

En omfattende analyse fra det amerikanske forskningsinstitut, CNA i 2023, giver et nuanceret indblik i det militære forhold mellem Rusland og Kina. Rapporten påpeger, at øvelserne i lige så høj grad er diplomatiske signaler som operationelle øvelser. De viser, at Rusland og Kina evner at samarbejde militært, men også at de har en fælles intention om at udfordre NATO, og den USA-ledede verdensorden. Samtidigt, handler samarbejdet om konkret vidensudveksling og læring. Kina har fået adgang til russisk militær knowhow, baseret på Ruslands reelle erfaringer fra krigene i Ukraine og Syrien. Rusland har på sin side fået adgang til kinesisk teknologi og komponenter, en kritisk støtte under det voksende pres fra vestlige sanktioner. CNA-rapporteren viser, at Ruslands største gevinst i samarbejdet med Kina er moralsk støtte og rygdækning i det internationale samfund, da Rusland er Kina overlegent militært, både teknologisk og operationelt.

Dog er CNA-rapportens afsluttende vurdering forbeholden overfor, at samarbejdet reelt er en trussel over for NATO. Den konkluderer, at partnerskabet fortsat er præget af asymmetri, manglende interoperabilitet og fravær af formelle forpligtelser. Øvelserne mangler den standardisering og integrering, som kendetegner NATO’s samarbejde, og der er grænser for, hvor langt tilliden rækker. Kina har ingen interesse i at lade sig trække ind i Ruslands reelle konflikter. Den symbolske støtte har sin grænse - især hvis den truer Kinas økonomiske interesser globalt. Siden CNA-rapportens udgivelse er samarbejdet blevet intensiveret. Øvelserne er blevet mere ambitiøse, Kinas teknologiske støtte til den russiske krigsøkonomi er blevet mere omfattende, og narrativet om en fælles front mod Vesten har fået ny styrke. Hvor CNA-rapporten afsluttede med åbne spørgsmål om relationens fremtid, ser 2024 og 2025 ud til at give nogle af svarene: samarbejdet fortsætter, men stadig uden juridiske garantier. For bag alle fælles erklæringer og militære manøvrer står en realitet, som begge parter forstår: de passer først og fremmest på sig selv. Kina vil ikke lade sig trække ind i Ruslands krige, og Rusland kan ikke forvente kinesisk støtte, hvis det koster Beijing adgang til vestlige markeder. Deres partnerskab er strategisk og ideologisk, men ikke bindende, i modsætning til NATO, hvor medlemslandene er bundet af traktatlige løfter om gensidig forsvar.

Og dog: netop den formodede forpligtelse i NATO er i stigende grad genstand for debat. Det transatlantiske samarbejde står over for betydelige udfordringer, især i lyset af Donald Trumps tilgang til NATO. Ifølge en analyse fra DIIS er Trumps kritik af NATO ikke blot en forhandlingstaktik, men udspringer af et ønske om at reducere USA’s internationale forpligtelser og omkostninger. Denne tilgang har skabt usikkerhed blandt europæiske allierede, herunder Danmark, om USA’s engagement i kollektiv sikkerhed. Selv inden for NATO stilles spørgsmålet: hvem vil egentlig gå i krig for hvem? Grønlandsdebatten og spændinger mellem USA og Danmark er et eksempel på, hvordan nationale interesser også her kan trumfe allianceforpligtelser. På den måde peger både det russisk-kinesiske og det vestlige samarbejde ind i samme grundlæggende udfordring: Hvor stærk er en alliance, når prisen bliver reel?

‍

Handelsmæssig asymmetri og Kinas strategiske fordel

2023 markerede et afgørende vendepunkt i den russisk-kinesiske handelsrelation. Med en samlet bilateral samhandel på over 240 milliarder dollars, en stigning på 26 %, slog de to lande rekord og cementerede deres økonomiske afhængighed af hinanden. Kina overhalede Saudi-Arabien som Ruslands største olieaftager, og omkring halvdelen af Ruslands olieeksport gik til Kina. Samtidig åbnede Rusland for kinesiske investeringer og teknologi i strategiske sektorer, hvor vestlige virksomheder tidligere dominerede.

Rusland eksporterer energi, kul og metaller, ofte med rabat, mens Kina leverer teknologi, kapital og industriel kapacitet. I 2014 blev rørledningen Power of Siberia indviet som en strategisk respons på vestlige sanktioner efter annekteringen af Krim. Rørledningen blev ofte fremhævet som et symbol på en russisk orientering mod øst, men samhandlen med Europa fortsatte i stor skala i årene efter. Først med invasionen af Ukraine i 2022 og den efterfølgende sanktionsbølge begyndte en reel økonomisk drejning væk fra EU. Selv i dag, trods politiske udmeldinger om fuldt stop, som f.eks. Dan Jørgensens udmelding om at forbyde russisk gas i EU inden 2027, viser nye data, at Europa stadig er delvist afhængig af russiske energiforsyninger.

Men bag facaden af de imponerende handelsmængder gemmer sig en radikal ubalance. Kina har alle fordelene i samarbejdet og kan aftage russisk olie og andre råvarer til fordelagtige priser, ikke mindst fordi Rusland ikke har mange andre alternativer. Kina drager også fordel af, at handlen nu i stigende grad foregår uden om dollaren. Ifølge Reuters har russiske banker implementeret et nyt netting betalingssystem kaldet “China Track”, som gør det muligt at handle uden om SWIFT og vestlige bankkanaler. Dette system, støttet af både Putin og Xi, beskytter mod vestlig overvågning og sanktioner, samtidigt med at det styrker Kinas rolle som økonomisk sikkerhedsnet for Rusland.

EU har hidtil udvist større tilbageholdenhed end USA i mødet med Kinas støtte til Rusland, primært af hensyn til Europas økonomiske afhængighed af det kinesiske marked. Ifølge Tænketanken EUROPA er en af årsagerne til EU’s tøven, at man frygter kinesiske modforanstaltninger, der kan ramme EU’s omfattende eksport til Kina samt adgangen til kritiske råvarer, sjældne jordarter og mikrochips, som er afgørende komponenter for Europas industrielle, digitale og grønne udvikling. Hvor USA i højere grad kan isolere sig fra sådanne modreaktioner, er EU langt mere eksponeret. Noget tyder på, at jo mere tøven EU har ved at bruge sanktionshammeren overfor Kina, desto større manøvrerum har Rusland og Kina til at videreudvikle deres samarbejde.

‍

Et fælles verdenssyn – og en fælles fortælling

Det russisk-kinesiske partnerskab er ikke kun drevet af strategiske interesser og geopolitiske nødvendigheder, det bygger også på en fælles historiefortælling, som i stigende grad bruges aktivt til at forme den internationale opinion. Begge lande fremstiller sig selv som forsvarere af fred, stabilitet og en multipolær verdensorden, i skarp kontrast til et Vesten, der i deres optik optræder aggressivt, hyklerisk og destabiliserende.

Kernen i denne fortælling er NATO’s udvidelser efter Den Kolde Krig. I både kinesiske og russiske statsmedier, som Global Times, People’s Daily og Sputnik, fremstilles disse udvidelser som et brud på mundtlige løfter givet til Sovjetunionen i forbindelse med Murens fald i 1989. Ifølge narrativet lovede USA’s daværende udenrigsminister James Baker, at NATO “ikke ville bevæge sig en tomme mod øst.” Denne bemærkning faldt i en samtale med Mikhail Gorbatjov, men blev aldrig nedfældet som en officiel aftale og blev hurtigt trukket tilbage, da den vakte bekymring i Washington. Der findes ingen formel traktat, der bekræfter et sådant løfte, men i Putins og Xis version af verdenshistorien er dette det centrale bevis for, at vesten bryder sine løfter i sit forsøg på at underlægge verden vestlige normer.

Herfra udvikler de en fortælling om, hvordan USA og NATO målrettet har udvidet deres militære og politiske indflydelse, ikke blot for at beskytte Europa, men for at omringe og svække Rusland. De mener, at NATO og USA, bruger begreber som demokrati og menneskerettigheder som redskaber til at retfærdiggøre indblanding, sanktioner og regimeskifte i lande, der ikke bøjer sig for vestlige normer.

Ukrainekrigen bliver derfor, i deres narrativ, ikke en russisk aggression, men et legitimt selvforsvar. Et desperat modsvar mod årtiers vestlig indtrængen. Det er denne fortælling, som både Rusland og Kina gentager, ikke bare til eget publikum, men også i udviklingslande og i det globale syd. Tilsammen danner det et ideologisk modnarrativ, hvor de to stormagter fremstiller sig som civilisationernes beskyttere i en verden, hvor USA forsøger at monopolisere sandheden.

‍

Konklusion: Et fleksibelt, og farligt fællesskab

Rusland og Kina er forbundne i modstand, ikke i forpligtelse. Deres samarbejde er asymmetrisk, opportunistisk og præget af en klar dominans fra Kinas side. Men netop i fraværet af faste rammer ligger også en farlig fleksibilitet: de kan samarbejde, hvor det passer dem, uden hensyn til traktater eller alliancer.

For Norden og Europa er det ikke det formelle partnerskab, der bør vække bekymring, men det verdenssyn, det repræsenterer. Et system, hvor statens magt går forud for individets rettigheder, og hvor demokrati ikke længere er et ideal, men et relativt begreb.

I takt med at Rusland presses længere væk fra Vesten og dybere ind i Kinas kredsløb, bør vi forholde os til mere end blot deres næste fælles øvelse og spørge os selv, om vi er rustet til at stå fast på vores egne værdier, i en verden, hvor andre er klar til at udfordre dem?