Afghanistan: En krig tabt på tillid og geopolitik

Da amerikanske troppe marcherede ind i Afghanistan i efteråret 2001, var det med verdens sympati i ryggen og en sjælden moralsk klarhed.
‍
Angrebet på World Trade Center havde rystet verden, og USA gik i krig med løftet om at bekæmpe terror og genopbygge et land. I første omgang blev Taliban hurtigt fjernet fra magten. Men hvad der begyndte som en krig mod terror, udviklede sig til en langsigtet ambition: At omforme Afghanistan til en stabil, demokratisk stat.

En ambition, der skulle vise sig at komme til at slå fejl.

USA’s nationbuilding-projekt i Afghanistan endte i fiasko. Og i hjertet af den fiasko lå tre grundlæggende svagheder: Fraværet af en langsigtet strategi, interne uenigheder og en gennemgående fejltolkning af afghansk kultur og samfundsstruktur. Resultatet var ikke en velfungerende stat, men et land, hvor korruption, mistillid og brutalitet blomstrede, ofte med amerikansk medvirken. I 2021 vendte Taliban tilbage til magten. To årtiers investeringer og tusindvis af liv var spildt.

Denne artikel undersøger, hvordan USA’s forsøg på nationbuilding i Afghanistan blev undergravet indefra og hvad vi bør lære af det i dag.

‍

Mission uden mål

USA’s engagement i Afghanistan blev fra starten præget af fraværet af en langsigtet strategi. Hvor invasionen i 2001 hurtigt fjernede Taliban fra magten, var der ingen klar plan for, hvad der skulle ske bagefter. Nationbuilding blev noget man skøjtede rundt i, uden at definere formål, ansvar eller ressourcer.

Interne uenigheder i Bush-administrationen forstærkede problemet. Forsvarsminister Donald Rumsfeld ønskede at minimere USA’s forpligtelser, mens andre i regeringen argumenterede for en mere ambitiøs genopbygning. Resultatet blev en ubeslutsom og fragmenteret tilgang, hvor hverken mål eller midler stod klart.

Ambitionen om at opbygge en velfungerende afghansk stat blev hurtigt involveret i en politisk virkelighed, hvor Afghanistan mistede prioritet. Allerede i 2002 begyndte Irak at optage Bush-administrationens opmærksomhed. Og mens den efterfølgende Irakkrig opslugte militære og politiske ressourcer, blev Afghanistan overladt til et lavt budget og begrænset bemanding. På papiret, og i den politiske kommunikation udadtil, var missionen klar. I praksis var den en øvelse i improvisation.

‍

Krigsherrer og korruption

Mens USA talte om demokrati og udvikling, var indsatsen i Afghanistan præget af indre splittelse og modstridende dagsordener. Pentagon, udenrigsministeriet, CIA og nødhjælpsagenturet USAID arbejdede parallelt, men uden koordination, og ofte i direkte modstrid med hinanden.

CIA valgte tidligt at støtte lokale krigsherrer som betaling for deres bistand i kampen mod Taliban. Mange af disse mænd havde blod på hænderne, og deres magt voksede i takt med de penge og våben, de modtog fra amerikanske og vestlige aktører. Samtidig forsøgte USAID at fremme udviklingsprojekter og menneskerettigheder, men uden indflydelse på de magtforhold, de selv blev en del af.

Nødhjælpen blev udliciteret til amerikanske firmaer uden lokalkendskab. Skoler blev designet med stålbjælker og handicapadgang i bjergområder uden veje og strøm. Projekterne var designet til at imponere donorer, ikke til at fungere. Ifølge SIGAR-rapporterne blev de fleste bygget så dyrt og uhensigtsmæssigt, at afghanerne hverken kunne drive eller vedligeholde dem.

Tilliden til USA smuldrede. Og for mange afghanere blev Taliban et mere troværdigt, eller i det mindste forudsigeligt, alternativ.

Særligt én praksis kom til at symbolisere Vestens moralske kollaps: Man-love Thursday. Amerikanske og danske soldater oplevede gentagne gange, at deres lokale allierede – højtstående militærfolk og magtpersoner – udøvede systematiske seksuelle overgreb på afghanske drenge, ofte omtalt som tjenere eller “te-drenge”. Overgrebene foregik med Vestens vidende og stiltiende accept. Soldater blev beordret til ikke at gribe ind for ikke at “skabe problemer i samarbejdet” med de afghanske partnere.

USA’s budskab om menneskerettigheder og demokrati blev kompromitteret af de alliancer, man indgik, og de overgreb, man begik og ignorerede.

‍

Et vestligt projekt i en afghansk virkelighed

Da rivaliserende afghanske grupper mødtes i Bonn i december 2001 for at underskrive en midlertidig fredsaftale, var én aktør fraværende: Taliban. USA ønskede ikke at forhandle med den gruppe, der havde huset al-Qaeda, og som nu blev betragtet som besejret. Men beslutningen om at udelukke dem skulle vise sig skæbnesvanger.

Taliban og al-Qaeda blev behandlet som én og samme fjende, men i praksis havde de vidt forskellige mål. Hvor al-Qaeda opererede globalt og stod bag 9/11, var Taliban en lokal bevægelse med dybe rødder i afghansk kultur og religion. Allerede i 2002 signalerede dele af Taliban et ønske om at overgive sig og indgå i Afghanistans nye orden, men USA afviste enhver forhandling.

Taliban trak sig tilbage, reorganiserede sig og genvandt opbakning, mens utilfredsheden voksede i den afghanske befolkning. USA insisterede samtidig på at opbygge en stærk centralregering i Kabul, på trods af at Afghanistan historisk har været styret af lokale netværk og klanstrukturer. Forsøget på at indføre et vestligt styresystem, bemærkede den amerikanske talsmand Richard Boucher senere, var “dømt til at fejle.”

Det blev ikke en genopbygning, men et forsøg på at omforme landet fra bunden, uden forståelse og uden legitimt mandat.

‍

En hær uden vilje

Afghan National Army var tænkt som hjørnestenen i USA’s exitstrategi. Når afghanerne selv kunne tage ansvar for landets sikkerhed, kunne de internationale styrker trække sig ud. Men hæren var bygget ovenfra, ikke indefra. Den blev formet efter vestlige modeller, uden blik for Afghanistans egne strukturer og behov.

De fleste rekrutter meldte sig for lønnen, ikke af idealisme. Mange af soldaterne mødte op til træningen og havde fx solgt deres udstyr. Soldaterne blev hentet ind fra hele Afghanistan, men afghanernes kultur og identitet er bundet sammen med deres lokalområder, stammer og stammeledere. Deres identitet og loyalitet var bundet op der, ikke i et nationalt folk og i en samlet nation. USA modellerede den afghanske hær efter amerikansk forbillede i stedet for efter afghansk. De glemte at tage udgangspunkt i afghanernes styrker og svagheder, og forsøgte at undervise dem efter amerikanske standarder. Men mange af afghanerne havde et helt andet uddannelsesmæssigt udgangspunkt, og det var nærmest umuligt for dem at forstå vestlige begreber og tankemønstre. Generelt var hele hærens opbygning en stor fiasko. En amerikansk officer berettede fx, at kun 80 ud af 800 bestod en basal skydeprøve, men alle blev sendt videre. Det afgørende var ikke kvalitet, men kvantitet.

USA leverede uniformer, våben og køretøjer for milliarder. Men hæren havde ingen sjæl. Den blev aldrig opfattet som legitim, hverken af befolkningen eller af soldaterne selv.

Taliban havde hverken penge, tanks eller fly. Men de havde et mål, en ideologi og lokal forankring. De kæmpede med hjerter og sind, og vandt sammen og tabte sammen. Og som mistilliden voksede, smuldrede også samarbejdet mellem afghanere og amerikanere. I de sidste år af missionen blev de såkaldte “green-on-blue”-angreb et symbol på sammenbruddet. Afghanske soldater, trænet og bevæbnet af USA, vendte våbnene mod deres allierede. Amerikanske enheder måtte bevæge sig med sikkerhedsforanstaltninger mod deres egne partnere, fordi de frygtede, at de ville blive skudt i ryggen.

Da USA trak sig ud i 2021, kollapsede hæren på få dage. Ikke fordi afghanerne nægtede at kæmpe, men fordi de aldrig troede på den konstruktion, de skulle forsvare.

‍

Afghanistan fanget i stormagternes krydsild

Mens USA forsøgte at opbygge en afghansk stat indefra, blev landet samtidig centrum for et stormagtsspil. De vigtigste regionale aktører, Indien, Pakistan, Iran og Rusland, forfulgte hver deres interesser. Og deres dagsordener trak i modsat retning af USA’s.

Indien støttede den afghanske regering politisk og økonomisk. Infrastrukturprojekter, udviklingsbistand og diplomatiske bånd gjorde Kabul til en potentiel allieret for New Delhi. Det skabte dyb bekymring i Pakistan, som længe havde betragtet Afghanistan som en strategisk bufferzone mod Indien. Et stærkt, pro-indisk Afghanistan var uacceptabelt i pakistansk sikkerhedstænkning.

Derfor førte den pakistanske efterretningstjeneste ISI en dobbeltpolitik. Officielt samarbejdede Pakistan med USA i krigen mod terror. Men i praksis ydede ISI støtte til Taliban, med våben, træning og sikre baser i de pakistanske grænseområder. Taliban blev et redskab i Pakistans strategi for regional dominans. Uden denne støtte ville Talibans tilbagekomst have været langt vanskeligere.

Iran havde sine egne grunde til at modarbejde USA’s projekt. En varig amerikansk tilstedeværelse ved Irans østgrænse blev opfattet som en strategisk trussel. Fra 2014 begyndte Iran at støtte Taliban militært, både som modvægt til USA og som værn mod Islamisk Stat i Afghanistan (ISKP), som voksede hurtigt i øst. Islamisk Stat var i åben konflikt med både USA og Taliban og blev berygtet for ekstrem brutalitet, herunder selvmordsangrebet på lufthavnen i Kabul i 2021.

Afghanistan blev dermed ikke kun en scene for statsopbygning. Det blev brændpunkt i en regional magtkamp, hvor stormagter førte stedfortræderkrig gennem lokale aktører. USA og NATO kæmpede for stabilitet, mens deres egne partnere trak i hver sin retning. Og i kulissen voksede Islamisk Stat i Afghanistan frem som en ny og mere brutal trussel.

Rusland betragtede, ligesom Iran, Islamisk Stat som en reel sikkerhedsrisiko. Gruppen udførte brutale angreb i regionen og truede med at sprede sig ind i Centralasien. Derfor valgte både Iran og Rusland at støtte Taliban militært fra 2014 og frem, ikke ud fra sympati, men som en måde at bremse Islamisk Stats fremmarch og samtidig underminere USA’s position i regionen. For NATO betød det, at alliancen opererede i en geopolitisk virkelighed, hvor nøgleaktører aktivt modarbejdede målet om en stabil, vestligt støttet regering. USA og NATO kæmpede en åbenlys krig mod Taliban, mens deres vigtigste regionale “partnere” fodrede fjenden i skyggerne.

‍

Man kan ikke bombe sig til tillid

USA’s engagement i Afghanistan var aldrig kun et spørgsmål om militær styrke eller økonomiske ressourcer. Det var et spørgsmål om legitimitet, og om kontekstforståelse. Nationbuilding blev forsøgt uden forankring, med lokale allierede uden folkelig opbakning og med en hær uden kampvilje. Resultatet blev, at befolkningen vendte Vesten ryggen, og de kræfter, man forsøgte at bekæmpe, herunder grupper som Taliban, i stedet opnåede momentum.

Men nederlaget skyldtes ikke kun interne fejl. Det skyldtes også det geopolitiske spil, der hele tiden foregik bag kulisserne. Mens USA og NATO forsøgte at skabe stabilitet, støttede Pakistan Taliban, Iran og Rusland modarbejdede den vestligt støttede regering, og Islamisk Stat udnyttede kaosset til å slå rødder. USA og NATO kæmpede for at bygge en stat, men blev fanget i en konflikt, hvor deres egne allierede underminerede fundamentet for missionen. Når man mister folkets tillid, nytter hverken dollars, droner eller demokratiske idealer. Og når stormagter kæmper gennem stedfortrædere, kan selv verdens stærkeste alliance ikke vinde.