Gråzonens spilleplade: Rusland og Danmarks strategiske resiliens

Da Nord Stream-rørene blev sprængt i Østersøen i september 2022, blev det for mange europæere et brutalt ekko af en konfliktform, der længe havde eksisteret i gråzonen – hverken krig eller fred, men en tvetydig kampplads. Ingen tog åbent ansvar, og ingen gengældelse fulgte. Alligevel mindede hændelsen os om, at sabotage, cyberangreb og informationsoperationer kan ryste samfundets fundamenter uden at overskride krigens formelle grænser.

Dette efterår, tre år senere, blev Danmark mindet om, at vi er en brik på det samme strategiske skakbræt. Mellem den 22. og 25. september 2025 blev der observeret uidentificerede droner over bl.a. Københavns Lufthavn og Aalborg. Flytrafikken gik i stå, og tusinder strandede i udlandet – heriblandt jeg selv, fanget i Edinburgh i 24 timer på vej hjem til København.

Episoden blev omtalt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen som et muligt hybridangreb, mens den tyske forsvarsminister Boris Pistorius pegede på Rusland som den mest sandsynlige aktør. Mistanken har siden cirkuleret i flere europæiske hovedstæder, men ansvaret er fortsat uafklaret, og danske myndigheder understreger, at efterforskningen pågår.

Hændelsen viste samtidig, hvor hurtigt en tilsyneladende afgrænset teknisk episode kan udvikle sig til et strategisk spørgsmål. I løbet af få timer blev nemlig både den civile lufttrafik, den politiske kommunikation og den offentlige tryghed påvirket – uden at nogen formelt havde erklæret en fjendtlig handling. Det er her gråzonen får sin styrke: i spændet mellem hændelse og hensigt, hvor tvivlen selv bliver et våben.

Det liberale internationale system hviler på en række normer – om transparens, ansvarlighed og kollektiv afskrækkelse – som især blev styrket efter Den Kolde Krig. Men i gråzonen bliver netop disse idealer vendt imod os. For når en hændelse foregår i det skjulte eller under tærsklen for åben aggression, bliver det vanskeligt at aktivere de mekanismer, der normalt skulle sikre modreaktion. NATO’s forsvarsparagraf kan ikke bringes i spil, når gerningsmanden ikke kan fastslås med sikkerhed, og internationale regler udhules, når stater systematisk udnytter gråzonens mellemrum. Resultatet er sjældent sammenhold, men tavshed og tvivl.

Et bristet kabel mellem Sverige og Estland. Et uventet cyberangreb mod en baltisk myndighed. En GPS-forstyrrelse, der tvinger civile fly til at ændre kurs. Hver for sig er disse hændelser for små til at udløse en militær reaktion – men de kan stadig fremkalde andre former for respons, fra økonomiske sanktioner til diplomatiske protester. Og tilsammen danner de et mønster, der får det til at skælve under en international orden, som ellers burde stå urokkelig. De er som svage rystelser før et jordskælv – ikke voldsomme nok til at råbe op om, men for urovækkende til at ignorere.

Det er netop her, Rusland har fundet sin fordel: i gråzonen, hvor usikkerhed ikke er en bivirkning, men en bevidst strategi. Som André Ken Jakobsson, forsker i sikkerhed og hybridkrig ved Syddansk Universitet, har formuleret det: “Det hvide er diplomati, det sorte er krig – og det grå er der, hvor Rusland helst befinder sig.”

‍

Revisionisme i mundfulde man kan sluge

Rusland opstiller ikke et alternativ til den eksisterende verdensorden, men udfordrer og undergraver den dér, hvor det gavner egne interesser. Målet er et udvidet strategisk råderum – ikke global dominans, men regional kontrol og vestlig svækkelse.

Denne tilgang udspringer ikke kun af strategisk kalkulation, men også af en dybere selvforståelse: Rusland som en Derzhava – en civilisatorisk stormagt. Men netop denne civilisationsdiskurs er i sig selv revisionistisk, fordi den søger at opdele verden i poler og sfærer, hvor Rusland kan hævde en særskilt legitimitet. I Kremls verdensbillede er Vesten derfor ikke blot en geopolitisk rival, men et ideologisk system, der truer Ruslands status og autonomi og ultimativt regimets sikkerhed. For autokratier som Rusland vækker vestlig liberalisme og demokrati derfor en konstant frygt for indre ustabilitet, hvilket forstærker deres konfrontatoriske linje.

Især derfor giver det mere mening at trække på ældre og mere præcise begreber end det ofte anvendte gibridnaya voyna – som i høj grad er et vestligt låneord. Allerede i 1960’erne beskrev Evgeny Messner idéen om subversionskrig – en form for undergravende kamp, hvor militære og ikke-militære midler blandes for at destabilisere modstanderen indefra. Senere har forskere peget på, at det snarere bør forstås som en form for politisk krigsførelse i fuldt spektrum. Hermed altså ikke som enkeltstående episoder, men en vedvarende tilstand, hvor økonomiske, diplomatiske, militære og informationsbaserede værktøjer kombineres selektivt over tid.

‍

Usynlig effekt, synlig tvivl

Flere forskere beskriver det som en “salami-slicing”-taktik: små, gradvise skridt, der hver for sig ikke udløser modreaktion, men som over tid flytter normer og ændrer realiteter. I stedet for én stor provokation får vi en række hændelser, der hverken overstiger tærsklen for sanktioner eller militær respons. Det giver Moskva mulighed for at omforme omgivelserne til sin fordel – bid for bid – uden formelt at bryde spillereglerne.

Jeg mærkede selv denne uro i praksis i forbindelse med et praktikophold på den danske ambassade i London, da Estlink 2-strømkablet mellem Finland og Estland blev beskadiget i december 2024. Der blev ikke holdt pressekonferencer, men derimod indkaldt til fortrolige møder. Mistanken samlede sig om det russisk-forbundne tankskib Eagle S, der angiveligt havde trukket sit for gamle anker hen over kablet, men det var vanskeligt at bevise. Gråzonen er nemlig en arena, hvor beviserne er sjældne, og tavsheden en del af spillet.

Denne tilgang ses tydeligt i Østersøområdet, hvor Rusland ikke nødvendigvis forsøger at vinde territorium, men at forme spillereglerne. Som historikeren Mark Galeotti har udtrykt det, er Ruslands mål i Europa ikke kontrol, men kaos.

‍

Gråzonens geografi og Østersøens særlige sårbarhed

Det er ikke tilfældigt, at Østersøregionen er blevet omdrejningspunkt for denne særlige type konfliktdynamik. Som geostrategisk flaskehals mellem NATO og Rusland forener regionen tre centrale kendetegn: militær betydning, historiske spændinger og kritisk – men sårbar – infrastruktur. Kabler, gasrør og fiberforbindelser ligger som nervetråde på havets bund og forbinder Skandinavien, Baltikum og Polen – ikke bare fysisk, men digitalt og økonomisk. Det gør regionen til et oplagt mål for gråzonetaktikker.

Når Rusland udfører operationer som det formodede sabotageangreb på Nord Stream – hvor flere spor i dag peger mod både russiske og ukrainske aktører – eller flyver tæt på Bornholm under Folkemødet i 2014, er målet sjældent kun fysisk skade. Det handler også om at sende signaler, ikke nødvendigvis til offentligheden, men til beslutningstagere: signaler om, at Rusland ser alt, og at ingen er uden for rækkevidde.

Ifølge militæranalytikeren Timothy Thomas er det netop dominansen i det kognitive domæne, der kendetegner russisk strategi. Her viser gråzonens mest effektive virkemiddel sig: evnen til at forvride vores opfattelse af virkeligheden og forvandle tvivl til strategi. Når tvivlen først er plantet, bliver det sværere at handle med sikkerhed – og præcis dét er pointen. Én af de mest indflydelsesrige teorier i denne tradition er reflexive control, udviklet i sovjettiden, som danner grundlag for operative metoder, hvor modstanderen manipuleres til at træffe præcis de beslutninger, man ønsker – ikke gennem direkte tvang, men via kontrol af informationsstrømme, illusioner og usikkerhed.

‍

Tillid som strategisk svaghed

Det liberale samfund hviler på tillid – til normer og institutioner. Men som James Rosenau påpegede allerede i 1990’erne, udviskes grænsen mellem det nationale og det internationale, i takt med at forandringer og teknologi bevæger sig frit.

Denne opløsning skaber nye forbindelser – men også nye sårbarheder. Det er her, gråzonen udnytter vores åbne system imod os selv. Åbenhed bliver en trojansk hest. Sabotage, desinformation og psykologisk pres skaber ikke nødvendigvis omfattende ødelæggelse, men de forstyrrer den orden, vi ellers tager for givet og underminerer tilliden til, at systemet kan beskytte os.

Gråzonetaktikker fungerer, fordi de overskrider traditionelle kategorier. De er ikke blot militære, økonomiske eller diplomatiske – de er alt dette på én gang, og i doser, der er kalibreret til at undgå klare reaktioner. For Vesten, der traditionelt skelner skarpt mellem fred og krig, fremstår gråzonen derfor som et sløret mellemrum. I russisk tænkning er der derimod ingen fast grænse: kamp foregår konstant, blot i forskellige stadier og på tværs af niveauer. Det gør gråzonen vanskelig at håndtere og endnu sværere at forsvare sig imod med klassiske værktøjer.

Vores modsvar må afspejle denne kompleksitet. Det handler om strategisk kommunikation, informationssikkerhed, geopolitisk analyse og samfundspsykologi. Men kernen er strategisk resiliens: statens og samfundets evne til at bevare handlekraft, selv når perceptionen manipuleres. For Danmark betyder det blandt andet investering i robusthed i kritisk infrastruktur – fra søkabler til GPS-systemer – og i bedre attribueringskapacitet, så ansvar kan placeres hurtigt og præcist. Det kræver også styrket strategisk kommunikation, hvor myndigheder klart kan adressere gråzonehændelser, inden modstanderen sætter narrativet, samt en offentlighed der kan gennemskue desinformation og usikkerhed. Endelig må resiliens bygges i fællesskab: gennem tættere koordinering med NATO, EU og de nordiske naboer, hvor fælles overvågning og responser gør det sværere for gråzoneaktører at udnytte tvivl.

Droneforløbet i september viste, at gråzonen ikke kun udfolder sig i Østersøens dyb eller i Ukraines randområder – den rammer allerede danske hverdage og dansk handlekraft. At jeg selv sad fast i Edinburgh, er uvæsentligt. Pointen er, at tvivl kan lamme et samfund på få timer. Danmark må derfor styrke sin resiliens – materielt, digitalt og mentalt – så vi kan handle, også når beviserne mangler, og undgå at blive fanget i ‘tavshedens strategi’.

‍